Ferskvand
Vand er i konstant bevægelse på kloden. Dets kredsløb skaber det miljø, som er grundlaget for økologien i søer og vandløb. Det er simpelt. Solen opvarmer vandet i havet, som fordamper og bliver til skyer, som senere falder som regn og ender i vandløb, søer og til sidst i havet igen.
Vandet samles i bække og grøfter eller siver ned som grundvand. Grundvandet presses også op til overfladen nogle steder og starter et vandløb. Det sker fx ved Tinnet Krat midt i Jylland, hvor Gudenåen bryder frem af jorden, og tæt ved udspringer også Skjern Å.
Selv i et lille land som Danmark er der stor forskel på nedbøren. Ringkøbing får fx dobbelt så meget vand som København.
Biologisk kalder man et vandløb en recipient, og det betyder ”modtager”. Ordet afslører en forældet opfattelse af vandløbet som en kanal til at bortskaffe overskydende vand (herunder spildevand) og lede det væk fra markerne – ud i havet.
Oxygen, oxygen og atter oxygen
I omtalen af både søer og vandløb møder vi ofte ordet oxygen – faktisk ca. 100 gange i temaet om søer. Her er nogle af årsagerne:
– vand kan indeholde 25 gange mindre oxygen end luften. Derfor bliver det langt hurtigere brugt op af dyr og planter i fx en sø.
– oxygen diffunderer 10.000 gange langsommere igennem vand, og det kræver et helt specielt design med gæller, ilttransporterende hæmoglobin eller luftbobler for at kunne leve i vandmiljøet.
Næsten alle organismer har brug for oxygen – også planter.
